
Turforslag: Historiske oplevelser
En fantastisk tur omkring Assens!
Turforslagets rutebeskrivelse
Start og slut på Assens Havn.
Åben ruten på Google Maps her: Historiske oplevelser.
Thorøhuse
Følg Sdr. Ringvej fra Assens mod Thorøhuse, der er et gammelt fiskerleje.
Thorø
Thorø er et naturskønt område med en spændende historie. Selvom navnet antyder, at det er en ø, har Thorø siden midten af 1990’erne været landfast med Fyn på grund af tilsanding. Du kan parkere ved Thorøhuse Forsamlingshus og tage en dejlig gåtur på ca. 3 km rundt om området. En lille bro fører dig over en afvandingskanal fra Noret og ind i det fredfyldte landskab. Undervejs kan du opleve tre hyggelige kolonier, der kan lejes til alt fra lejrskoler til familiefester. For naturelskere byder ruten på fantastiske udsigter og slyngede veje. Kig ud over Lillebælt, hvor du kan se Aarø ved indsejlingen til Haderslev Fjord, Aabenraa længere mod syd og Als i horisonten samt dæmningen mod Helnæs.
Å Stranvej
Fører til en skøn badestrand ud for campingpladsen.
Fangehullet på slotsbanken
Længere fremme går ruten til højre gennem Slots Allé. Tag en afstikker til borgbanken og se det gamle fangehul, hvor biskop Jacob Erlandsen sad fanget i 1259.
Hagenskov Gods
Fortsæt gennem det flotte slotsanlæg. Hagenskov Gods, tidligere Frederiksgave, er en af Danmarks fineste klassicistiske bygninger, opført i 1775 af arkitekt Rosenberg. Slottet var sommerresidens for Prins Frederik 7., da han var guvernør over Fyn. Det imponerende slotsanlæg og ladegårdsanlægget med ridebane dannede ramme om flere scener i DR-serien og filmen “1864”, optaget i 2013. Slottet kan ses fra den offentlige vej gennem godset.
Spinderhuset
På vej mod Ebberup ligger Spinderhuset. Det var portbygning i alleen til Hagenskov. Fra Prinsevej drejes først til venstre og lige efter til højre over jernbanesporene fra den tidligere jernbane mellem Assens og Tommerup.
Spindeskolen
Vejen går ad Ravnekærvej, hvor nr. 48 husede den gamle spindeskole fra hørproduktionens storhedstid i 1800-tallet. Besøg evt. Hørvævsmuseet på Krengerup og hør mere.
Gamtofte Kirke
Kør over krydset ved Odensevej og fortsæt gennem Voldbro til Gamtofte Kirke fra 1100-tallet. Her kan du opleve smukke, moderne kirkeruder af Peter Brandes, der giver et unikt lys.
Mindesmærke
Overfor kirken ligger en mindesten for en flybesætning på 8 mand, der omkom i et styrt i maj 1944. Ved stenen ses propellen fra flyet. Lancasterflyet havde ikke lagt miner ved Kiel som planlagt men blev ramt af Luftwaffe og faldt ned i præstegårdshaven - hullet kan stadig anes. Præstegården og to gårde brændte, og kirkens tag blev beskadiget. Fortsæt mod Assens.
Brahesborg
Herregården Brahesborg, blev bygget som renæssanceborg i 1656 af Jørgen Brahe. Han fik tilnavnet ”Den lille konge af Fyn”. Det blev ombygget i klassicistisk stil i 1756 og købt i 1828 af højesteretssagfører F.W. Treschow og har siden været i slægtens eje. Tag en afstikker gennem avlsanlægget og bemærk striberne i brolægningen oppe ved hovedbygningen. Det er hoveri-båse. Hver fæstegård havde sit felt på brolægningen, så fogeden let kunne overskue, om alle var mødt til hoveriarbejde.
Galleri Sulegården
Galleri Sulegården er en fin repræsentant for de vestfynske sulegårde. En sulegård har en speciel konstruktion af tømmer, suler, der bærer tagkonstruktionen. Det giver stor lofthøjde og mulighed for at give laden runde hjørner.