Madpakkehus i Trunderupskoven
I Trunderupskoven er der masser af muligheder for at udforske friluftslivet – Du kan overnatte i sheltere, nyde den medbragte mad i madpakkehuset eller tilberede din mad på en af bål- og grillpladserne.
Fra platformen ude i den lille sø kan du også gøre et forsøg på at fange fisken til middagsbordet eller bare nyde den smukke udsigt over søen og landskabet.
I den sydvestlige del af Trunderupskoven kan du tage din hund med i hundeskov. Her må du lade din hund løbe frit rundt i det indhegnede område, men du skal have fuld kontrol over den. Inden for indhegningen er der et område kun for hvalpe.
Ved hundeskoven er der forskellige aktivitetsredskaber til hundene, mens ejeren kan tage et hvil ved bord og bænk. Ophold i hundeskoven sker på eget ansvar.
Du kan også udforske det kuperede område og nyde den dejlige natur på en gåtur på stierne rundt i skoven. Stierne ligger dog i et så kuperet terræn, at de ikke egner sig til gangbesværede og barnevogne. Til gengæld kan både gangbesværede og familier med barnevogne komme frem til pladsen med madpakkehuset og udsigt over søen.
Området bliver af og til brugt til rollespil, så måske møder du både orker og trolde på din tur rundt i området.
Ønsker du selv at holde et arrangement i området, så skal du søge om tilladelse her på Assens Kommunes hjemmeside under selvbetjening - Tema Miljø og Natur, senest ti hverdage før arrangementet finder sted.
Læs mere om shelterpladsen ved Trunderupskoven og se placeringen på et kort.