Ferieværelser på Bågø Naturcenter
Vores tidligere naturskole på Bågø er blevet til et moderne naturcenter. Naturcenteret kombinerer en stribe funktioner med appel til naturelskere i alle aldre - skoleklasser, foreninger og turister.
En halv times sejlads fra Assens på Vestfyn finder du den lille ø, Bågø (Find' sejltider og book din billet her). Bågø er 6 km2 stor og har 18 fastboende (2017), en havnekiosk, en masse sommerhuse og ellers kilometervis af fiskevenlige kyster.
Naturcenteret rummer, udover diverse lejrskolefaciliteter, fire selvstændige ferieværelser på 25 m2 med eget køkken og bad/toilet. Ferieværelserne ligger i den nye bygning fra 2015 og er indrettet lyst med nye møbler. Her er 4 sovepladser (en sovesofa og en køjeseng). Køkkenet har service til 6 personer, køleskab med fryser, micro-ovn, to kogeplader, el-kande, brødrister og kaffemaskine. Lejlighederne er røgfri, og kæledyr er ikke tilladt. Pris pr. lejlighed er 450 kr. pr. nat + 200 kr. for slutrengøring.
Her er 1000 m2 have med bålplads, der frit kan benyttes. Gratis parkering, plads til bådtrailer, gratis Wi-Fi og udendørs rensebord med vask. Waders kan tørres i tørreskab i hovedbygningen. Husk at få oplyst koden til indgangen ved booking.
Husdyr må desværre ikke medbringes.
Øens bedste fiskeplads findes omkring det sydvestlige hjørne, nedenfor Bågø Fyr og videre op langs vestsiden af øen. På nordsiden finder du flere fine fiskepladser, som du ofte kan have for dig selv.
Naturcenteret er ikke bemandet, men du kan ofte finde hjælp ved henvendelse til de lokale, særligt Poul med "Grisevognen" på tlf: 64712527 og "Hestestalden", samt Marianne i havnekiosken, som er åbent fra 1/6-30/8 - her kan du købe dagligvarer.